• DSV stryger til vejrs på børsen efter stort aktiesalg

    ソース: BDK Finans / 04 10 2024 05:26:44   America/New_York

    De danske transportselskaber trak fredag C25-indekset i hver sin retning. For mens Mærsk-aktierne faldt tungt, tog logistikselskabet DSV et kurshop på 6,7 procent. Det skete, efter at selskabet torsdag aften annoncerede, at det ville udstede nye aktier for 37,3 milliarder kroner. Natten til fredag dansk tid lød det så fra DSV, at alle de nyudstedte aktier var solgt. DSV skal bruge de mange milliarder til at finansiere sit køb af tyske DB Schenker. Prisen for DB Schenker lyder på 107 milliarder kroner. Mikkel Emil Jensen, som er senioranalytiker i Sydbank, peger på, at DSV har gennemført kapitaludvidelsen på meget kort tid, uden at det har været nødvendigt at tilbyde nye aktionærer en rabat på aktierne. - Det hører altså til sjældenhederne, og det vidner om, at der er meget høj interesse og stærk tillid til DSV, siger han. DSV har tidligere meddelt, at købet af DB Schenker blandt andet skal finansieres ved at udstede nye aktier. Når kursen stiger fredag, kan det ifølge Mikkel Emil Jensen være et udtryk for, at nogle investorer har været bekymrede for, at der ville komme en stor rabat til de nye aktionærer. DSV's finansdirektør, Michael Ebbe, siger i et skriftligt svar til MarketWire, at den store kapitaludvidelse vidner om tilliden til DSV's evne til at realisere tyske Schenkers potentiale. - Siden vi annoncerede aftalen om at købe Schenker, er vi blevet mødt med meget stor interesse hos investorer i hele verden, der ønsker at være med på den næste del af vores rejse i DSV, lyder det. - Det understreger tilliden til, at vi har evnerne til at realisere Schenkers fulde potentiale til gavn for vores kunder, medarbejdere og aktionærer. Onsdag blev DSV's opkøb af DB Schenker godkendt af bestyrelsen i det statsejede Deutsche Bahn. Købet er dog endnu betinget af myndighedernes godkendelse. Schenker og DSV vil få en samlet omsætning på omkring 293 milliarder kroner, hvis man kigger på 2023-tallene. Sammenlagt råder de to selskaber over 147.000 medarbejdere i over 90 lande. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/dsv-stryger-til-vejrs-paa-boersen-efter-stort-aktiesalg
シェアする